Få historien om baggrunden for de vanvittige cykeloplevelser i Danmark, Europa og de tre gange, han har stået på startlinjen i Verdens hårdeste cykelløb, Race Across America.
Hør om motivationen til at kaste sig ud i disse ekstreme cykeloplevelser. Om hvordan Stigs søns kræftsygdom i 2014 startede missionen om at inspirere og motivere andre til at sætte sig mål og holde fokus mod fremtiden, når de nærmeste rammes.
Stig glæder sig til at underholde dig med alt fra cykelstyrt til søvnunderskud, fra succes og til hvad, der sker, når man kun sover en time i døgnet og ser spøgelser i vejkanten.
Om kræftsygdom, blodpropper i hjernen og om den taknemmelighed, som vi har mødt hos de mange, der følger projektet og måske selv har – eller har haft – en frygtelig sygdom tæt på livet. Om at ”tro på lortet” samt naturligvis også om sine møder med Chris MacDonald og Bubber, som begge har lagt deres hjerte i ”missionen”. Du får også et indblik i hvad målsætning, motivation og teamwork i yderste konsekvens betyder.
Hør også historien om, hvordan to blodpropper i hjernen smadrede drømmen om at gennemføre Race Across America i tredje forsøg i juni måned i år. Hvordan 7 års forberedelse med mange afsavn og benhård træning blev ødelagt, og hvor skrøbeligt livet kan være. “Og hvordan livet pludseligt afbrydes for at blive genskabt på 6 timer på et amerikansk sygehus i Los Angeles, og hvordan man som hjerneskadet vender tilbage til en normal tilværelse ….Om at sætte sig nye mål og arbejde benhårdt på at disse nås…
I øvrigt har Team Nico doneret 250.000kr til kræftramtebørn gennem Børnecancerfonden gennem de seneste 7 år.
En fortælling, der handler om meget mere end at deltage i vanvittige cykelløb – fortalt af en velformuleret og veloplagt Stig, der med glimt i øjet har underholdt deltagerne gennem mere end 50 foredrag. Og om, hvordan Stig formidler målsætning, motivation og teamwork i hverdagen for de 35 deltagere i sundhedsforløbet Team Nico Sponsor Cycling , der i sjette sæson cykler sig glade i låget, får en sunderes livsstil, større overskud i hverdagen og finder ”troen på lortet” i et stærkt sammenhold under sikre og trygge rammer.